Afdelingsleder og ordblind

Artikel fra Kommunikationscentrets nyhedsbrev oktober 2004
Sussi Christensen er 34 og ordblind i middelsvær grad. For tre år siden havde hun aldrig læst en bog fra ende til anden, sendt en e-mail eller prøvet at bruge en computer i det hele taget. Nu er hun uddannet pædagog, sender e-mails dagligt og er afdelingsleder i en klub for 10-14-årige børn i Karlebo Kommune.

Af Katja Bender Sebbelov

I grunden er hun heldig. Hun har et godt netværk, en kæreste og en datter, et godt job på en god arbejdsplads og masser af energi. Men Sussi Christensen har i årevis åttet kæmpe med usikkerhed og daglige nederlag, fordi hun har svært ved at stave og læse. Hun kan ikke høre, hvordan et ord staves. Lyden af ordet kommer ligesom ikke ud i hånden og ned på papiret, som det skal. Hun er ordblind.

Alligevel fik Sussi Christensen dispensation til at blive optaget på Jægerspris Seminarium med niende klasse som eneste skolebaggrund. I næsten 15 år havde hun holdt sig langt væk fra skolebænken, men en ny merituddannelse og en god portion fandenivoldskhed fik hende til at tage springet og gå i gang med studierne. Sideløbende med uddan- nelsen modtog hun undervisning på Kommunikationscentret i Hillerød for at blive bedre til at læse og skrive. Mødet med bøgerne og ikke mindst computeren blev et vendepunkt i hendes liv - i jobbet og for selvværdet.

Talte sig fra hvad som helst

Frustrationerne begyndte i skolen, hvor Sussi Christensen kylede med bøgerne i vrede over det uoverskuelige hjemmearbejde. Hun blev sendt til skolepsykolog, fik fem i dansk retstavning og gik altid til ekstra danskundervisning. Til gengæld var hun velformuleret og stærk i det mundtlige, og hun kunne tale sig fra næsten hvad som helst.
”Jeg har aldrig haft den der med ”neeej, hvor er det synd for mig”. Jeg har været en fighter og tænkt, at jeg måtte gøre noget, komme videre i mit liv. Det nytter ikke noget at sætte sig ned og have ondt af sig selv”, forklarer Sussi Christensen, som er den eneste ordblinde i sin familie, hvor hun ofte henter støtte. Derfor var der også masser af lektiehjælp at få i hjemmet, hvor Sussi Christensens forældre øvede og øvede med datteren.
”Jeg havde nogle meget tålmodige forældre, som virkelig bakkede mig op, men jeg havde ikke selv tålmodighed til at læse og skrive. Det tog simpelthen længere tid for mig at læse, end min tålmodighed rakte. Jeg synes, jeg havde en rædselsfuld skolegang, selvom de mennesker jeg havde omkring mig, prøvede at hjælpe. Men de formåede jo rent faktisk ikke at gøre ret meget”.
Sussi Christensen er i tvivl om, hvor stort kendskabet til ordblindhed var, da hun gik i skole i slutningen af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne. Dengang har ingen nogensinde nævnt for hende, at hun kunne være ordblind. Det fandt hun først ud af, da hun begyndte på Kommunikationscentret, hvor en grundig læse- og staveundersøgelse afdækkede og konkretiserede hendes vanskeligheder.

Usikkerheden

Gennem 12 års arbejde som pædagogmedhjælper blev Sussi Christensen mange gange opfordret til at læse til pædagog af kolleger og venner. Men hun skulle ikke nyde noget af et gensyn med bøgernes verden. Når nogen sagde, hun var god til sit arbejde og derfor skulle uddanne sig, sagde hun altid blankt nej.
Det værste ved at være ordblind er usikkerheden, synes Sussi Christensen. Usikkerheden på bogstavernes betydning, på hvad andre tænker og til sidst på selvværdet. En usikkerhed der bliver en tro følgesvend, fordi den smitter af på mange andre områder i livet.
”At stave er jo et redskab, vi bruger hele tiden: Hvis du skal skrive ansøgninger, udfylde et skema, skrive et fødselsdagskort eller udfylde papirer i banken. Når man har det handikap, at man ikke kan skrive godt nok, bliver man utrolig opmærksom på, hvordan folk ser ud i hovedet, når man spørger. Bare de gør en lille grimasse, tænker man: "Det spørger jeg ikke om igen”, fortæller Sussi Christensen, som til gengæld på Kommunikationscentret oplevede, hvordan hun var langt mere mod- tagelig for indlæring, jo bedre selvværdet blev.
”Den blokering de fleste mennesker har, når de bliver nervøse, er ødelæggende. Du lytter slet ikke, bliver nervøs og tænker ”bare han dog ville sige det igen”. Jeg tror simpelthen ikke det er muligt at lære mennesker noget i den situation. At nervøsiteten og usikkerheden er blevet mindre er nok det, jeg har været gladest for i dette forløb, for hvis ikke de blokeringer var blevet fjernet, så havde jeg lukket af, tror jeg”.
Sussi Christensen blev færdig med merituddannelsen til pædagog i marts 2004 og blev umiddelbart efter tilbudt stillingen som afdelingsleder på hendes arbejdsplads gennem syv år, fritidsklubben Molevitten for 10-14-årige børn. ”Det er selvfølgelig en kæmpe sejr for mig”, siger Sussi.
 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Nyt Mod ApS • Amtsvej 2 • 3450 Allerød • Tlf.: 30 23 31 01 • Email: info@nyt-mod.dk • CVR: 29773726