Bid livet i låret - med eller uden læse-stavevanskeligheder!

Artikel fra Kommunikationscentrets nyhedsbrev december 2004
Det er en kendsgerning, at et læse-stavehandicap ofte giver omfattende psykiske eller emotionelle følgevirkninger. Men hvilken rolle spiller det i personens liv? Hvad gør vi læsepædagoger ved følgerne? Og hvordan kan det være, at nogle undgår dem?

Af Liselotte Kulpa, tale-læsepædagog

Virkningerne af skoleårenes nederlag og frustrationer er ofte meget tydelige, når de unge eller voksne kommer til os på Kommunikationscentret for at få kompenserende læse- og staveundervisning. De mennesker vi møder kan typisk deles ind i tre hoved-grupper:

De der har klaret sig godt psykisk, ofte med grundholdningen: "Jeg har godt nok nogle læse-staveproblemer, men det skal ikke forhindre mig i at leve mit liv, som jeg vil!"
De der er ramt på tilliden til egne læse- og stavefærdigheder, hvor selvopfattelsen kan lyde: "Det med at læse og stave (nogle gange kun stave), det kan jeg bare overhovedet ikke."
De der er ramt på både selvværdet og selvtilliden: "Jeg dur ikke til noget. Jeg kan ikke finde ud af at lære noget som helst."

Hvem slipper for den tunge bagage?

Ingen burde gå ud af skolen med en følelse af ikke at du, - ikke at kunne lære noget.
Men det er der desværre så mange med læse- og stavevanskeligheder, der gør, at det i dagens Danmark synes at være det modsatte der er usædvanligt! Altså at man kommer psykisk helskindet gennem en skolegang, når man har læse-stavevanskeligheder. Når det trods alt lykkes, kan der være flere mulige årsager.

Måske er man vældig god til noget andet, og henter "indlæringsidentiteten" fra disse styrkesider. Måske har man fået en solid opbakning hjemmefra. Det er dog min erfaring, at det desværre ikke altid er nok. Forståelsen for vanskelighederne – hvis f.eks. mor eller far også er ordblind – batter nok i den forbindelse mere end blot ’almindelig’ kærlighed og omsorg.

Nogle er heldige at møde den rigtige forståelse i skolen. De får den lærer, der stiller de rigtige krav, og så at sige leder én helskindet gennem problemerne. Og endelig spiller personligheden sikkert en vigtig rolle. Nogle mennesker er på trods af hård modgang usædvanlig robuste med et urokkeligt selvværd.

Når man ikke slipper

Ud over skaderne på selvtilliden og/eller selvværdet er vanskelighederne med at læse og skrive ofte forbundet med en stor skamfølelse. Og for mange er der endnu en meget negativ følgevirkning: En mere eller mindre konstant følelse af stress, måske endda angst. Man er hele tiden nervøs for pludselige situationer, der kræver at man læser eller skriver. Som en ordblind tosproget kvinde udtrykte det: "Jeg er egentlig altid på vagt".

Hvis det stadige pres er mere, end den pågældende kan klare psykisk, dukker undgåelsesstrategierne op – med omfattende og hæmmende virkninger: Man opgiver at tage en uddannelse. Man undgår kurser på arbejdspladsen – fordi man frygter en skriftlig instruktion eller manual. Man melder sig ikke til bestyrelsen i børnehaven, for måske vil nogen bede én skrive referat af et møde. ’Undgængere’ kalder Benny Andersen de mennesker, som ikke går løs på livet. Man holder sig altså væk fra mange af de ting i tilværelsen, man ellers ville have deltaget i, af angst for at komme i en pinagtig situation. Læsning og skrivning opleves som en uforudsigelig stressfaktor, der konstant truer med at hive tæppet væk under en og afsløre en for alle andre.

En dobbelt opgave

Også de, der trods alt forsøger at ’bide livet i låret’, lider under samme pres: En gymnasieelev fortæller, at de tit får udleveret en tekst i timerne, som skal læses med det samme. Hun ved, at hun ikke kan nå det. Mens de andre læser, tænker hun på, at hun ikke kan nå at blive færdig – og ender med af lutter stress slet ikke at kunne huske det, hun trods alt nåede at læse.

En arbejdsmand, der havde været på et obligatorisk fagligt kursus, fortæller, at det var minimalt, hvad han lærte på kurset, for han sad hele tiden og var skrækslagen for, at de skulle blive bedt om at skrive.

Som læsepædagoger har vi en dobbelt opgave over for både gruppe 2 og gruppe 3. Det fortæller vi også eleverne. Vi siger f.eks.: "Der er to områder, vi skal tage fat på. Og begge er vigtige. For det første skal vi arbejde på, at du bliver bedre til at læse og skrive.
For det andet skal vi arbejde på, at du får et bedre forhold til læsningen og skrivningen.
At det holder op med at føles farligt eller ubehageligt. At det holder op med at stresse dig. Og at det kommer til at fylde mindre i din bevidsthed, at du har de læse-stavevanskeligheder."

Hvordan gør vi det? Vi er jo hverken psykologer eller terapeuter. Vi kan komme ud for elever, der er så plagede af fortiden, at det faktisk er en nødvendighed med psykologbehandling, før vi kan begynde at undervise. Det er dog sjældent. Som regel kan vi med empati og faglighed komme langt – og også langt nok.

Vi skal møde eleverne med forståelse, uanset hvor de er læse-stavemæssigt, og slå følge med dem hen ad den til tider stenede vej, som fører til bedre læse-stave-færdigheder. Og for at blive i billedet skal vi ikke fjerne hver en sten for dem, men give dem redskaber til selv at fjerne dem! Helt konkret handler det om at opmuntre, give udtryk for – helt berettiget – at dansk da også er et pokkers svært sprog, påpege de fremskridt, der sker og glæde sig over dem sammen.

Den fjerde gruppe: "De, der ikke burde opleve problemer"

Tingene hænger sammen, om man så må sige, for de to grupper jeg indtil nu har beskrevet. De har store vanskeligheder og oplever, at de har et stort handicap.
Imidlertid sker det ikke sjældent, at vi får et menneske ind ad døren, hvor vi undres:
Der er ikke så meget galt. Ordblindheden er måske ganske let, eller der er slet ingen ordblindhed, men blot en lav læsehastighed (i parentes bemærket et undervurderet problem), lidt almindelige staveproblemer og typisk også manglende rutine i at udtrykke sig skriftligt.

Alligevel kan vi konstatere en psykisk overbygning – vanskelighederne opleves som store, måske ligefrem altoverskyggende, og undgåelsesstrategierne er i fuldt flor. Med den meget fornuftige opdeling i ’funktionsnedsættelse’ og ’oplevet handicap’ har vi fået ord til at beskrive skismaet – der er her tale om en mindre funktionsnedsættelse, men et stort oplevet handicap. Hvorfor det for nogle udvikler sig sådan, mangler vi for nuværende konkrete forklaringer på. Men det er vel ikke en særlig vovet påstand, at et eller andet er gået skævt i skoleårene.

Hvad gør vi?

En ting er stensikkert: Det hjælper overhovedet ikke blot at få at vide: "Tillykke, du har kun få og små vanskeligheder." Det trænger slet ikke derind, hvor det kan ændre noget ved de pågældendes selvopfattelse – og dermed livsmod og handlekraft. De har i realiteten brug for et støttende forløb i lighed med dem, der har langt større vanske-ligheder. Først i det konkrete arbejde med deres læse- og stavefærdigheder kan de overbevises – og overbevise sig selv – om, at deres vanskeligheder er overskuelige, at der kan gøres noget ved det, og at det ikke skal hindre dem i at leve deres liv. Om vi så har lov at undervise dem er et interessant spørgsmål. For skal vi visitere ud fra funktionsnedsættelsen eller ud fra handicappet?

Vi kan forestille os to personer: Den ene har en stor funktionsnedsættelse i form af ordblindhed. Det oplevede handicap – herunder de psykiske følgevirkninger - gør, at han undlader at uddanne sig og måske aldrig får fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Den anden har objektivt kun en lille funktionsnedsættelse, som burde være uden betydning.
Men det oplevede handicap – herunder de psykiske følgevirkninger – er på størrelse med førstnævntes og gør, at hun undlader at uddanne sig og måske aldrig får fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvor mærkeligt det end kan forekomme, er facit det samme – såvel for samfundet som for den enkelte.

God samfundsøkonomi

For nylig fik en kvinde efter en læse-staveundersøgelse nej til undervisning på Kommunikationscentret med den begrundelse, at vanskelighederne ikke var store nok til at berettige til kompenserende specialundervisning. Hun blev anbefalet at melde sig til undervisning på FVU (Forberedende Voksenundervisning). Afslaget blev givet pr. telefon i stedet for, som vi sædvanligvis gør, pr. brev. Hun reagerede ved at bryde grædende sammen. Hun var tydeligvis ulykkelig og frustreret, både over sine vanskeligheder og over afslaget. Hun kunne ikke genkende sig selv i læsepædagogens forklaringer om, athendes vanskeligheder kun var små. Skulle hun alligevel have haft et tilbud om et kort undervisningsforløb?
Ud fra en formodning om, at det ofte er den psykiske overbygning snarere end selve vanskelighederne, der skaber undgåelsesstrategier, ja, så ville der være sund fornuft og god samfundsøkonomi i at tilbyde hende en undervisning, som er kendetegnet ved, at den er individuelt tilrettelagt og derfor særlig velegnet til at bearbejde de psykiske følge-virkninger.

Samfundet har brug for, at flest muligt uddanner sig, og at alle bruger de ressourcer og kompetencer, de har, og ikke bliver ’undgængere’.
 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Nyt Mod ApS • Amtsvej 2 • 3450 Allerød • Tlf.: 30 23 31 01 • Email: info@nyt-mod.dk • CVR: 29773726