Den lemfældige ikke-diagnose

Offentliggjort i Nyt om Ordblindhed juni 2011. Også bragt i Ordblindebladet


Dysleksi bør identificeres tidligt, for at vanskelighederne kan afhjælpes bedst muligt. Hvorfor får så mange dyslektiske børn i stedet en lemfældig ikke-diagnose?

Af Liselotte Kulpa, audiologopæd og læse-skrivekonsulent i Nyt Mod

Med mange års baggrund i den amtslige specialundervisning udreder vi i dag i eget firma, Nyt Mod, læse-stavevanskeligheder og underviser børn og voksne i læsning, stavning og brug af hjælpemidler. Meget ofte skyldes vanskelighederne dysleksi, altså ordblindhed, hvilket ikke er overraskende, da ca. 5 % af en befolkning har denne type vanskeligheder.

En enkel og god definition på dysleksi (fra det tidligere Dansk Videnscenter for Ordblindhed, som nu er en del af ViHS, Servicestyrelsen) lyder: ”Ordblindhed eller dysleksi er vanskeligheder med at (lære at) læse og skrive som følge af langsom og upræcis omsætning af bogstaver og bogstavfølger til sproglyde”.

Hvad er en ikke-diagnose?

Den lemfældige ’ikke-diagnose’ er en besynderlighed, som vi oplever igen og igen. Mange af de børn, vi udreder, har tidligere fået det, vi kalder en ikke-diagnose. De – og deres forældre – har på et tidspunkt fået at vide: ”Det er ikke ordblindhed”, ”Det er i hvert fald ikke ordblindhed”, ”Der er ikke noget, der tyder på ordblindhed” eller lignende. Forældrene får typisk ikke nogen forklaring på eller argumentation for, hvordan man er nået frem til denne konklusion.

Det er meget forskelligt, hvad der er gået forud. Nogle gange er barnet blevet testet med en intelligenstest, typisk WISC, som faktisk ikke viser noget specifikt om dysleksi. Uventet lave resultater i de sproglige delprøver ses ganske vist ofte hos dyslektikere, men dysleksi kan hverken be- eller afkræftes på dette grundlag. Det kan også være, barnet er blevet testet med en gruppelæseprøve, hvor man blot får et færdigt resultat mht. hastighed og forståelse. Idet der er tale om stillelæsning, bliver selve læseprocessen og dermed læsevanskelighederne ikke iagttaget. Det er ikke på nogen måde fyldestgørende i forhold til at afgøre, om vanskelighederne er dysleksi eller ej. Der må nødvendigvis en individuel udredning til.

Nogle gange er barnet slet ikke blevet testet, men læreren føler sig alligevel sikker nok til at udstede ikke-diagnosen: ”Det er ikke ordblindhed!”

Det er med andre ord ofte på et meget løst grundlag, denne ikke-diagnose gives.

Forsigtighedsprincippet

Pudsigt nok gør det modsatte sig gældende, når et barn så rent faktisk får diagnosen ordblindhed: Her er man yderst forsigtig, og ofte sker det ikke før i 4.-5. klasse, med mindre barnet da er stærkt ordblindt. Vi ser i skolepsykologernes rapporter, at man bruger vendinger som: ”Der er tegn på vanskeligheder af dyslektisk karakter” (hvorfor ikke bare ”Der er dyslektiske vanskeligheder”?), ”der er muligvis tale om dyslektiske træk”, ”man kunne overveje at teste yderligere for dysleksi” – også selv om resultaterne nogle gange klart viser, at der ER tale om dysleksi, ja, der kan være symptombilleder, der er lige til en lærebog om dysleksi, så klassiske er de.

Vi kan godt se fornuften i at være forsigtig i sin formulering, hvis man ikke er sikker. Men hvorfor i alverden gælder det samme forsigtighedsprincip ikke for ikke-diagnosen?

Logik ønskes

Et interessant eksempel på denne uhensigtsmæssige praksis – og manglende logik – så vi, da forældrene til en pige med læsevanskeligheder i 2. klasse havde fået at vide, at ”Det er ikke ordblindhed!”. De undrede sig alligevel fortsat over vanskelighederne og kontaktede os. Og ja, udredningen viste utvetydigt, at der var tale om dysleksi. Forelagt rapporten, der dokumenterede det, sagde pigens lærer nu: ”Jamen, det er alt for tidligt at sige noget om det!”.

Det var for tidligt at stille en diagnose om dysleksi – men det var ikke for tidligt at udstede en ikke-diagnose?

Lydhørhed ønskes

Vi glemmer heller ikke den dreng, hvis forældre, allerede da han gik i 1. klasse, var bekymrede for hans læseudvikling, fordi det gik så langsomt og voldte ham så store problemer. Da hans mor skrev i kontaktbogen og spurgte, om det var muligt at udrede ham for ordblindhed, skrev læreren tilbage: ”Du er en værre hønemor!! P er absolut ikke ordblind!” (med dobbeltstreger under ’absolut’ og ’ikke’).

Da sønnen så et år senere blev udredt hos os og viste sig at være ordblind, fik den pågældende mor uundgåeligt en bitter smag i munden over lærerens reprimande, som hun tog med og viste os.

Hvorfor mon læreren så kategorisk havde afvist moderens bekymring? Et bud på en forklaring kunne være, at læreren forstod noget andet ved betegnelsen ’ordblindhed’ end det, som de anerkendte definitioner indebærer. Her kommer et stort emne op til overfladen nemlig vidensniveauet vedrørende ordblindhed hos de enkelte lærere. Lærernes viden om ordblindhed er alt for ofte for vag og tilfældig. Hvis barnets lærer eksempelvis mener, at når P har kunnet lære bogstavernes lyde, så kan han ikke være ordblind – ja, så er der tale om, at læreren mangler viden, og hvad værre er, ikke selv er klar over sin manglende viden og derfor stiller ikke-diagnosen og ’lukker sagen’ på et mere end tyndt grundlag.

Hvad skal man stille op som forælder?

Foreligger der allerede testresultater? Spørg ind til dem og til opfattelsen af ordblindhed Hvis der foreligger testresultater, som skulle vise, at barnet ikke er ordblindt, bør man spørge nærmere ind til dem: Hvad er det helt konkret for resultater, der viser, at det ikke er ordblindhed? Og hvad forstår testlæreren eller skolepsykologen ved ordblindhed? Det er betydningsfuldt, at vedkommende benytter sig af en anerkendt definition af ordblindhed og ikke tror på en af de florerende myter som fx ”hvis man er ordblind, så kan man ikke læse eller skrive noget som helst”. Der er også en del kommuner, som bevidst undlader at bruge betegnelsen ordblindhed eller dysleksi – spørg ind til det! For hvis det er tilfældet, kan man jo på forhånd være sikker på, at der ikke vil komme en dysleksi-diagnose ud af udredningen. Vi mener bestemt ikke, det er i orden, at man kan fravælge at bruge betegnelsen dysleksi/ordblindhed, men det er, hvad der sker aktuelt, og det sker desværre mange steder.

Oplever I, at lærerne ikke mener, barnet har nogen vanskeligheder? Kom med konkrete eksempler på vanskelighederne.
Hvis man som forælder har svært ved at trænge igennem med sin bekymring over læse-staveudviklingen, kan det være en rigtig god ide at have nogle helt konkrete eksempler på læse-stavevanskelighederne med hjemmefra, når man går til møde. Det kunne eksempelvis lyde som følger: ”Da vi læste lektier forleden dag, var det helt umuligt for Tobias at læse ordene ’pip’, ’fuse’ og ’kopi’. Og han skrev ’ger’ for ’glæder’, selv om han sad længe og prøvede”. På den måde har læreren noget helt konkret at forholde sig til og gå videre med, hvis der skal indstilles til en udredning.

Når der skal indstilles til en afdækning af vanskelighederne: Insister på en individuel læse-staveudredning.
Endelig bliver man nødt til at være vedholdende og insistere på en individuel læse-staveudredning. Ikke en intelligenstest, ikke en sproglig test, ikke en stillelæsningsprøve – eller rettere: Disse må ikke stå alene, men skal have følgeskab af en test i afkodning af enkeltord, herunder nonsensord, samt en højtlæsningsprøve af en sværhedsgrad, som viser vanskelighederne, og hvor fejlene noteres. Dertil en staveprøve, hvor man har mulighed for at iagttage, om barnet mestrer bogstav-lydforbindelserne på et alderssvarende niveau. Hvis disse testtyper mangler, svarer det groft sagt til at ville undersøge en patient med slemme mavesmerter for blindtarmsbetændelse – uden at trykke vedkommende på maven.

Øgede krav betyder øget behov for hurtig hjælp

Der stilles større krav om læseindlæring i skolen i dag end for bare fem år siden. Vi bliver kontaktet af forældre, hvis børn allerede er frustrerede over læsevanskeligheder – nogle nærmest skoletrætte – i 1.klasse! Det er af største betydning, at der med de større krav følger kvalificeret udredning og hjælp til at sikre en god udvikling, hvis barnet viser sig at have læse-stavevanskeligheder – måske dysleksi.
 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Nyt Mod ApS • Amtsvej 2 • 3450 Allerød • Tlf.: 30 23 31 01 • Email: info@nyt-mod.dk • CVR: 29773726