Læsevanskeligheder og træning af læsehastigheden

En læsepædagogisk kommentar fra Nyt Mod

"Det er jo vigtigt, at læsehastigheden også kommer med," som en lærer sagde til en mor til en af vores elever. Jo da. Læsehastigheden er slet ikke uden betydning. Alligevel måtte jeg lige sikre mig, at jeg havde hørt rigtigt - var det virkelig det, der var blevet sagt? For eleven gik i første klasse og havde store læsevanskeligheder. Alt tyder på, at hun er ordblind. Kravet om at hun skulle læse hurtigere, endnu inden hun havde knækket koden, har fået hende til at 'stresse' i læseprocessen, som i forvejen er særdeles vanskelig for hende. Det er sandsynligt, at kravet om hastighed har været stærkt medvirkende til den tendens til at gætte sig frem, man nu kan se i elevens læsning. Hun mangler ro i sin læseproces, læsningen er blevet noget, der skal overstås hurtigst muligt. Jeg kan se, at hendes læseudvikling decideret har taget skade af det komplet urimelige krav om højere læsehastighed. Det er langt fra første gang, vi er stødt på, at man i skolen for tidligt ønsker at træne læsehastigheden. Men helt ned i første klasse! Det er en meget kedelig rekord.
Det er forbudt - strengt forbudt ! - at forsøge at træne læsehastigheden hos børn, som endnu ikke har en sikker afkodning. Sikkerhed skal altid komme før hastighed.
Det kan derimod være fint med fokus på læsehastighed på andre trin eller til andre elever i folkeskolen, men altså kun når afkodningen er sikker. Det betyder faktisk, at nogle ordblinde børn aldrig når dertil at skulle træne deres læsehastighed, fordi deres afkodning simpelthen ikke er sikker nok. De skal i stedet træne læsning på det niveau, de er, og så skal de bruge de kompenserende hjælpemidler, når der stilles større krav om læsning, end de kan klare. Man skal satse på, at de får optrænet en god lyttehastighed (naturligvis med forståelse) med den syntetiske stemme.
 
 
Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)
Nyt Mod ApS • Amtsvej 2 • 3450 Allerød • Tlf.: 30 23 31 01 • Email: info@nyt-mod.dk • CVR: 29773726