Ordblindhed/dysleksi

Ultrakort om, hvad ordblindhed er: 

Disse bearbejdnings- og koblingsproblemer betyder først og fremmest, at man har vanskeligt ved det helt basale i læsningen, nemlig at oversætte bogstaver til lyde på en præcis og systematisk måde for at komme frem til, hvad der står. Fx kan et ordblindt barn læse ’blik’ for ’birk’ eller 'øre' for 'øje'. I stavningen har barnet som regel tilsvarende svært ved at lytte sig frem til, hvilke lyde ord består af – også lydrette ord, hvor man normalt godt kan høre lydene. Fx kan et ordblindt barn mene, at 'kvik' må staves 'k-i-v-e', eller at 'sky' må staves 's-y-k'. 

De børn, som senere viser sig at være ordblinde, starter som regel glade og forventningsfulde i 0. klasse som alle andre børn. Det kan være noget af et chok for dem, når det viser sig, at det her meget vigtige – bogstaver og snart efter læsning – er rigtig svært for dem at få lært, mens kammeraterne ser ud til at lære det nærmest uden at anstrenge sig. Denne hårde erfaring reagerer børnene på på forskellige måder: Det kan se ud, som om de bare ikke rigtig 'gider' alt det med bogstaver og derfor undgår alt, hvad der har med læsning at gøre. Andre børn reagerer med at fjolle eller måske lave ballade for at 'komme væk' fra læsningen. Det kan også se ud, som om det handler om koncentrationsvanskeligheder, men ofte er det så kun læsning (og stavning), de har svært ved at koncentrere sig om – fordi det er så svært. Der er også dem, som ihærdigt forsøger at imødekomme kravene fra skolen, selv om de dybest set ikke er i stand til det - endnu. 

Hjemme er I forældre typisk nødt til at læse læselektien op for barnet, for at hun kan komme igennem den og være forberedt til næste dag. Nogle børn formår så at lære teksten udenad, så vanskelighederne ikke er særlig synlige i skolen. Og det kan betyde, at læreren ikke umiddelbart opdager, at der er noget galt.

Derhjemme ser I jo vanskelighederne og vil typisk kontakte skolen, først og fremmest dansklæreren med jeres bekymring. Her kan I blive modtaget på meget forskellige måder:

Ofte vil man opleve den mest naturlige reaktion, nemlig at læreren/skolen tager jeres bekymring alvorligt. Der kan så blive sat forskellige tiltag i værk i form af støtteundervisning, ekstradansk, læseløft, VAKS – eller hvad den pågældende skole/kommune måtte have af tilbud. Skolen kan også teste barnet med enten dysleksi-risikotesten, som kom i 2016 (0.-1. klasse), eller den nationale ordblindetest, som kom i 2015 (fra marts 3. klasse). Alle skoler har adgang til disse test, også privatskoler.

Det sker dog også, at I forældre får at vide, at 'det går da fint'. I kan endda risikere at få skudt i skoene, at I er for ambitiøse, eller at I er 'hønemødre'. Det kan derfor være en rigtig god ide for jer at have nogle helt konkrete eksempler på læse-stavevanskelighederne med hjemmefra, når I går til møde med jeres bekymring på dagsordenen. Det kunne fx lyde sådan: ”Da vi læste lektier forleden dag, var det helt umuligt for ham at læse ordene 'pip', 'suse' og 'kopi'. Og i stavningen kom han til at stave 'ger' for 'glæder'.” Vanskelighederne bliver meget mere synlige på den måde, end hvis man blot siger: ”Vi synes, han har virkelig svært ved at få lært at læse.” På den måde har læreren noget helt konkret at forholde sig til og måske gå videre med, hvis der skal indstilles til udredning eller støtte.

Hvis læreren ikke synes, det går fint, men måske forklarer vanskelighederne med koncentrationsvanskeligheder eller med, at barnet bare er uinteresseret og ikke øver nok – og på den baggrund ikke mener, det er relevant med særlige tiltag - kan I med fuld ret vende problematikken om. For det kan jo lige så vel være, at det er læse-stavevanskeligheder, der fremprovokerer koncentrationsvanskeligheder eller manglende interesse, og at det derfor bør udredes nærmere, hvad der er årsag, og hvad der er virkning.

Det kan også være, I får at vide, at man godt lige vil se tiden an, før man sætter noget i værk. Men i dagens Danmark er der et vældigt pres på, for at børnene skal knække den berømte læsekode meget hurtigt – det skal nærmest ske i 0. klasse. Og hvis det er meget svært at få lært bogstavernes navne og lyde, så kan barnet hurtigt komme i en situation, hvor han/hun føler sig hægtet af. Det må man af al magt forsøge at undgå. Derfor er det vigtigt at gøre noget ved vanskelighederne så tidligt som muligt, også for at barnet ikke skal få en opfattelse af sig selv som ’en, der ikke lære det’. 

Helt konkret: Bed om at få foretaget den nye dysleksi-risikotest. Den kan tages allerede fra slutningen af 0., og den peger på, om det er sandsynligt, at vanskelighederne skyldes dysleksi. Herefter bør der sættes ind med støtte til at få lært det helt basale. Det er ikke nok, at læreren giver jer besked på, at I skal ’øve, øve, øve.’ I har brug for gennemtænkte forslag til, hvordan I skal øve – og i øvrigt bør skolen tilbyde en relevant støtte, for at barnet kan opleve fremgang på de områder, som volder vanskeligheder. Men det kræver naturligvis, at man er enig om, at der er vanskeligheder.

Hvis barnet er begyndt at reagere på vanskelighederne – det kan være modløshed, temperamentsudbrud, endda angst - bør der under alle omstændigheder sættes ind med støtte.

Man bør ikke – gentager ikke - vente med at sætte ind efter marts 3. klasse, når den nationale ordblindetest kan tages. Det er simpelthen for mange barneår, der risikerer at blive fyldt med frustrationer og nederlag. Derfor opfordrer vi i Nyt Mod til, at den tidlige dysleksi-risikotest bliver taget i de tilfælde, hvor bogstavindlæringen og den begyndende læseindlæring volder tydelige vanskeligheder. 

Nogle gange hører I forældre lærersvar som: ’Vi tror ikke, det er ordblindhed’ eller ’Vi synes ikke, der er noget, der tyder på ordblindhed’. Det kan jo meget vel være korrekt, men er det langt fra altid. Derfor er det en meget god idé at spørge nærmere ind til begrundelsen: Hvad er det helt konkret, der får læreren til at mene, at det ikke er ordblindhed? Og hvad forstår læreren i øvrigt ved ordblindhed? Det er selvfølgelig vigtigt, at læreren henholder sig til en anerkendt definition af ordblindhed og ikke hænger fast i en af de florerende myter som fx ”Han kan jo godt læse noget, så han kan da ikke være ordblind”.

Når jeg finder det nødvendigt at komme med råd som de ovenstående er det ud fra talrige frustrerende erfaringer med, at ordblinde børn bliver opdaget alt for sent. Der er stadig hvert år mange, som først bliver opdaget, når de starter på en ungdomsuddannelse – og det er beskæmmende. 

Jeg er klar over, at ovenstående råd kan virke provokerende på de lærere, som hver dag samvittighedsfuldt tager hånd om deres elever med læse-stavevanskeligheder og kæmper for dem. Men lærere er forskellige. Igen: Heldigvis gør mange lærere en stor indsats for deres ordblinde elever – men der er også dem, som ikke gør, og som kan finde på at udtale: ”Nu har jeg været lærer i 30 år, og jeg har endnu ikke set et ordblindt barn.” Her ville det være særdeles meget på sin plads at spørge ind til, hvad vedkommende forstår ved ordblindhed. Om hun måske slet ikke anerkender, at ordblindhed findes? For med gennemsnitligt to ordblinde elever pr. klasse er det naturligvis umuligt at være folkeskolelærer uden at støde på nogen ordblinde elever.

It-rygsækken findes stadig, men der er ikke kun én model, der dur. Den it-støtte, barnet får tildelt, kan være en computer, men det kan også være en tablet. For nogle børn er en tablet rigtig god, dvs. det kan være en tilstrækkelig god støtte, men man kan ikke være sikker på det. Mange børn har brug for det mere solide og  håndfaste, der er ved en computer. Disse børn risikerer at få for lidt støtte af en tablet. Det ideelle er at se på det enkelte barns kompetencer og behov. Hvis det ikke er muligt at få en sådan vurdering, vil en pc være det sikreste valg.

Det geniale ved at få it-hjælpemidler er især det støtteprogram, der kan oplæse al tekst på computeren. Det er et kompenserende hjælpemiddel, som kan give barnet en håndsrækning i forhold til at klare skoleopgaverne trods vanskelighederne. Det kan ikke lære barnet at læse og skrive, men oplæsningsfunktionen betyder, at barnet kan undgå at blive hægtet af, når der skal læses noget, som er for svært. I stedet for at barnet skal kæmpe sig gennem en for svær tekst, kan støtteprogrammet læse teksten op, vel at mærke når teksten er digital, altså findes på computeren/tabletten. Så hvis barnet ofte har svært ved at følge med i undervisningen på grund af læsevanskelighederne, er det et oplagt argument for at søge om en it-rygsæk. 

Hvis barnet har store stavevanskeligheder og måske vægrer sig ved at skulle skrive noget som helst, er det også et godt argument. Man kan komme langt med sin stavning og skrivning, når man har et støtteprogram til at læse det højt, man skriver, ligesom der kommer meget nyttige ordforslag frem under skrivningen. MEN: Det kræver, at barnet bliver undervist grundigt i at bruge programmet. Det er også en forudsætning, at barnet er i stand til at lytte sig frem til de første ca. tre lyde i ordene. Ellers kan programmet ikke hjælpe godt nok. Kan barnet ikke aktuelt lytte sig frem til de første lyde, ligger der en meget vigtig undervisningsopgave i at lære barnet det. 

Nogle gange kan man blive mødt med en henholdende besked om, at man ikke bevilger it-rygsæk før eksempelvis 4. eller 5. klasse. Der er dog ingen pædagogisk begrundelse for at vente så længe, tværtimod. Jo længere tid man venter, jo flere nederlag får barnet, og det kan give en psykisk overbygning på vanskelighederne, som absolut bør undgås. 

Nogle kommuner er holdt op med at operere med begrebet it-rygsæk. I stedet sørger de for, at eleven har en computer til rådighed på skolen, og at barnet har de samme programmer hjemme som på skolen. Det kan være en meget fornuftig løsning – så slipper barnet for at slæbe computeren frem og tilbage mellem skole og hjem.