En læsepædagogisk kommentar fra Nyt Mod

---

Nu har vi hørt den igen. Den holdning, som åbenbart stadig kan opleves i landets skoler, og som måske er en af årsagerne til, at forældre ofte oplever det som en kamp at få igennem, at deres barn skal læse-skrivetestes: ”Det er synd for barnet at skulle testes. Det virker som et stempel – det er diskriminerende.”
Nej, nej og atter nej. Det er ikke synd, når blot det bliver gjort på en kompetent og respektfuld måde.
Det er tværtimod ganske forfærdeligt synd, hvis man fra skolens side ikke gør noget. Så går barnet rundt måned efter måned, år efter år med en følelse af ikke at blive forstået, ikke at blive hjulpet. For barnet ved jo godt selv, at han eller hun har vanskeligheder. Alle i en klasse ved, hvor de selv ligger fagligt, og hvor alle de andre ligger.

Hvis vanskelighederne ikke bliver taget alvorligt i skolen, kan barnet få det indtryk, at han eller hun ikke er værd at hjælpe. De psykologiske følger kan være alvorlige: Lavt selvværd, manglende tro på egen indlæringsevne, manglende trivsel generelt.

At sørge for, at barnet bliver læse-skrivetestet – og naturligvis følge op på testene med relevante tiltag! – er at vise barnet: ”Jeg kan godt se, du har nogle vanskeligheder. Jeg vil gerne hjælpe dig. Nu skal vi finde ud af, hvorfor det med at læse og skrive er svært for dig, og bagefter gør vi, hvad vi kan, for at det skal blive bedre.”

*